Du kan her læse om hvad det betyder, at have en autoimmun sygdom, og hvordan det påvirker stofskiftet.
Har du fået diagnosen for lavt eller for højt stofskifte, eller har du en fornemmelse af, at der kan være noget, der ikke er helt ok, så kan blogindlæggene med titlen “Stofskiftet” give dig lidt mere viden om, hvad det vil sige.
Der kan være mange årsager til, at vi udvikler en autoimmun sygdom. Der kan være forskelligt fra person til person, og alligevel er der flere ting, der går igen.
En autoimmun tilstand er kort fortalt kendetegnet ved, at vores immunforsvar har fået den tåbelige ide at angribe vores eget væv, enzymer, proteiner.
Der skelnes mellem to forskellige typer af autoimmunitet[1]:
- Organspecifik autoimmunitet, hvor det er et specifikt organ, der angribes som fx skjoldbruskkirtlen
- Ikke-organspecifik, hvor kroppen angribes flere steder, fx Lupus og leddegigt
Vil du gerne have hjælp til at forstå din situation og dine tal, og hvordan de hænger sammen, så er det noget, jeg kan hjælpe dig med.
Du er velkommen til at bestille en tid til en afklarende samtale.
Du kan se indhold i en “Stofskiftekonsultation” her.
Der er forskellige stadier i udvikling af stofskiftesygdomme, og det er:
- Stadie 1 – Tavs autoimmunitet, ingen tydelige symptomer
- Stadie 2 – Autoimmun reaktion med forhøjede antistoffer, der er symp-tomer, og TSH er stadig normal
- Stadie 3 – Autoimmun sygdom med forhøjede antistoffer, der er symptomer, TSH er uden for reference, og der er målbar ødelæggelse af skjoldbrusk-kirtlen, og her er der tale om for højt eller for lavt stofskifte i klinisk forstand
Når der er tale om en autoimmun sygdom, vil der være antistoffer tilstede. Populært sagt, så danner vi antistoffer mod nogle stoffer eller enzymer i vores egen krop. Antistofferne kan have været tilstede i kroppen i mange år før vævet er så beskadiget, at sygdommen kan mærkes[2].
De to mest almindelige autoimmune stofskiftesygdomme er Hashimotos, som giver lavt stofskifte og Graves, som giver for højt stofskifte. De antistoffer, der kan testes for, er[3]:
Antistoffer mod Thyroid peroxidase (Anti-TPO) – Thyroid peroxidase er et enzym, der har en vigtig rolle i dannelsen af T4 og T3. Der kan dannes antistoffer mod enzymet, og de kaldes Anti-TPO. Anti-TPO kan ses ved Hashimotos og Graves, og der måles for det hos de danske læger.
Antistoffer mod Thyroglobulin (TGAb eller Anti-TG) – Thyroglobulin er et bindingsprotein, der bruges til bl.a. at danne stofskiftehormoner og at lagre stofskiftehormoner i cellen i skjoldbruskkirtlen. Der kan også dannes antistoffer imod dette, og de kaldes TGAb. TGAb kan ses ved både Graves og Hashimotos.
Antistoffer mod TSH-receptorerne (TRAb) – Når der er antistoffer mod TSH-receptorerne, så kan kroppen ikke registrere, om der er stofskiftehormoner nok, og danner dem derfor på livet løs. TRAb ses ved Graves.
Når skjoldbruskkirtlen nedbrydes, så kan der blive sendt en øget mængde stofskiftehormonerne ud i blodet og rundt i kroppen. Det kan give en følelse af, at man har fået for højt stofskifte. Men jo mere skjoldbruskkirtlen bliver ødelagt, jo mindre hormon vil den producere, og det falder til ro på det nye lave niveau.
Referencer
[1] https://www.faim.dk/hvad-er-autoimmune-sygdomme/
[2] https://en.wikipedia.org/wiki/Antithyroid_autoantibodies
[3] https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/undersoegelser-og-proever/klinisk-biokemi/blodproever/thyroidea-autoantistoffer-trab-anti-tpo-anti-tg/